Ambition og egoet


Selvom vi gennemgår en periode i vores personlige udvikling med et overordnet tema, som grounding, åbne hjertet, personlig power , selvtillid osv. have mindre undertemaer som vi så gennemgår som perler på en snor.

Som et par tidligere indlæg her har beskrevet, er jeg i gang med det overordnede tema personlig power og dette tema fører mig gennem diverse underemner. Når man gør sig bevidst om underemnerne, gør det også processen sjovere, syntes jeg.
Det er en dejlig kontrast til udfordringerne, at se hvordan der er ganske styr på tingene, også gives der ofte en lille pause mellem mange undertemaer, til lige at trække vejret.

Dagen i dag har for mig et sjovt undertema, nemlig ambition. En sjov størrelse og spændende kombineret med personlig power.

Ambition har været en MEGET stor del af mit liv. Det plejede at være sådan at jeg havde meget svært ved at foretage mig noget der ikke indeholdte et ambitiøst mål. Jeg var som lille besluttet på at være sangerinde og stjerne. Det var noget folk syntes var sjovt og naivt, men det hindrede mig ikke i at ville det alligevel.

Mine mange år i musik branchen var bestemt rigtig sjove, oplevelses rige og jeg fik brugt mange sider af mig selv, som at skrive, udtrykke mig foran andre, øve mig i ikke at lade mig slå ud osv. En fantastisk tid, med de skønneste mennesker jeg stadig holder af.

En aften stod på en scene foran 50.000 mennesker, der sang med på vores sang, folk græd af glæde over at møde mig, jeg havde body guards, 5 stjernet hotel, tv kameraer der mødte mig i VIP afdelingen af lufthavnen osv. osv. Det var én af mange sjove oplevelser i den branche. Jeg var ustoppelig og måtte suge al denne ”kærlighed” og beundring til mig. Jeg kunne bare ikke få nok mens det stod på. Det var som et drug, som jeg lyn hurtigt blev afhængigt af. Men når jeg kom tilbage på hotellet og fansne var væk, var der så uendeligt tomt og ensomt inden i.

En aften efter min partner var gået i seng, måtte jeg bare ned i lobbyen for at se om der var nogle fans, der kunne give mig et skud mere. Da jeg kom ned var der ingen der genkendte mig.

Det skal siges jeg også dengang var klar over at det var mit ego, der var ude på et sidespor, men jeg kunne ikke stoppe alligevel.

Denne særlige aften, var en guddommelig gave til mig. Det var ret langt ude syntes jeg, at jeg gik ud for at lede efter fans, i stedet for at gå i seng som de andre og groteskheden fik mig til at se noget nyt. Jeg indså at det aldrig ville blive anderledes hvis jeg fortsatte på samme måde. Det var en evig adrenalin jagt, med op og ned ture i én uendelighed og det var så opslugende at jeg ikke kunne koncentrere mig om andet mens det stod på.
Det som jeg havde hørt fra andre 100 gange før, kunne jeg endelig erkende for mig selv: Nej alle elsker dig ikke pludselig fordi du er en stjerne, nej problemerne forsvinder ikke, nej alle behandler dig ikke godt, nogle føler faktisk behov for at jorde dig. Nej jeg blev ikke mindre usikker(jeg ku bare glemme det momentvis)Ja, jeg ønskede stadig at jeg var smukkere, sødere og mere elsket.

Pointen er at vores ego ALDRIG får nok og ALDRIG bliver tilfreds. Egoet har brug for at sammenligne sig for at overleve og søger i al evighed efter at være større eller mindre end andre. Det er en rejse gennem rusen og ned i ensomhedens dal, igen og igen. Vælger vi at følge egoet, er det på egoets præmisser. Vi kan kun følge én og må vælge enten egoet eller kærligheden.
Egoet er ikke ment til at være én vi skal følge, men vores tjener her, så vi kan udleve vores ønsker i det fysiske.

Du kan godt være i en såkaldt glamourøs branche uden at være über domineret af dit ego, men jeg må indrømme at det er få tallet af de mennesker jeg har mødt der har formået ikke at blande tingene sammen, altså kærligheden til kunsten og ønsket om at blive beundret og set op til. Mange usikre og forviklede mennesker søger til kunsten, for at finde accept og kærlighed gennem andres billede af dem.
Det foregår i øvrigt i alle brancher, at vi definerer os gennem det vi gør i verden. Inklusiv den spirituelle branche.

Den særlige aften ledte mig til hvor jeg er i dag og jeg er dybt taknemmelig. Min drøm om at være sangerinde rummede mere end at skulle bekræftes, men mit ego styrede en stor del af showet. Ja dette er så en efter rationalisering.

Det der skete i mig, var en dyb erkendelse af hvor ulykkelig man kan være, selv hvis nu alle andre elskede én. Derfor mærkede jeg lysten til stoppe op og stå af adrenalin vognen og kun stå på igen, hvis jeg kunne gøre det uden at glemme mig selv. Følgen heraf var at jeg mistede lysten til at stå på en scene og senere overhovedet at synge.

I 3 måneder havde jeg intet begreb om hvad jeg nu skulle tage mig til. Til ønsket om at være alternativ behandler dumpede ned fra himlen. Noget der aldrig havde været andet end en personlig beskæftigelse for mig.

Det var temaet ambition vi kom fra. I begyndelsen af min nye beskæftigelse som healer og intuitiv vejleder, var jeg også rigtig ambitiøst. Dette mest fordi jeg havde et ego drevet behov for at være god til noget og succesfuld med noget.

Jo mere karma jeg har clearet, jo mindre ambitiøs er jeg blevet. Jeg kan indimellem få et indskud om at nu er jeg lige nød til at være noget(større eller mindre) over for den og den. Så tager jegl nogle dybe vejrtrækninger. For så er det vist tid til bare at være ingenting.

Hvor forsvinder ambitionen hen? Jeg aner det ikke. Den fordamper og bliver mere og mere til aspiration. Ambition der er ego drevet(igen er egoet ikke negativt bare lidt anstrengende at navigere efter). Vi kan ikke bare fra det ene øjeblik til det andet, vælge ikke at navigere efter vores ego, men må slippe det efterhånden som vi erkender mere og mere.

Jeg er hverken blevet doven, uden inspiration eller vilje. Jeg har en idé om hvor jeg vil hen, men hvis jeg ikke kommer derhen er det fint.
Jeg er ikke en modstander af ambition. Det er helt fint med mig, men vælger selv nu at følge mit hjerte, så meget jeg kan finde ud af : )
”Let go and let God”.

Kærlig hilsen Anneli

Ps. Ambitionen popper op jævnligt og så spørger jeg mig selv om hvad jeg i virkeligheden ønsker. Og det er kærlighed.