Ambition og egoet


Selvom vi gennemgår en periode i vores personlige udvikling med et overordnet tema, som grounding, åbne hjertet, personlig power , selvtillid osv. have mindre undertemaer som vi så gennemgår som perler på en snor.

Som et par tidligere indlæg her har beskrevet, er jeg i gang med det overordnede tema personlig power og dette tema fører mig gennem diverse underemner. Når man gør sig bevidst om underemnerne, gør det også processen sjovere, syntes jeg.
Det er en dejlig kontrast til udfordringerne, at se hvordan der er ganske styr på tingene, også gives der ofte en lille pause mellem mange undertemaer, til lige at trække vejret.

Dagen i dag har for mig et sjovt undertema, nemlig ambition. En sjov størrelse og spændende kombineret med personlig power.

Ambition har været en MEGET stor del af mit liv. Det plejede at være sådan at jeg havde meget svært ved at foretage mig noget der ikke indeholdte et ambitiøst mål. Jeg var som lille besluttet på at være sangerinde og stjerne. Det var noget folk syntes var sjovt og naivt, men det hindrede mig ikke i at ville det alligevel.

Mine mange år i musik branchen var bestemt rigtig sjove, oplevelses rige og jeg fik brugt mange sider af mig selv, som at skrive, udtrykke mig foran andre, øve mig i ikke at lade mig slå ud osv. En fantastisk tid, med de skønneste mennesker jeg stadig holder af.

En aften stod på en scene foran 50.000 mennesker, der sang med på vores sang, folk græd af glæde over at møde mig, jeg havde body guards, 5 stjernet hotel, tv kameraer der mødte mig i VIP afdelingen af lufthavnen osv. osv. Det var én af mange sjove oplevelser i den branche. Jeg var ustoppelig og måtte suge al denne ”kærlighed” og beundring til mig. Jeg kunne bare ikke få nok mens det stod på. Det var som et drug, som jeg lyn hurtigt blev afhængigt af. Men når jeg kom tilbage på hotellet og fansne var væk, var der så uendeligt tomt og ensomt inden i.

En aften efter min partner var gået i seng, måtte jeg bare ned i lobbyen for at se om der var nogle fans, der kunne give mig et skud mere. Da jeg kom ned var der ingen der genkendte mig.

Det skal siges jeg også dengang var klar over at det var mit ego, der var ude på et sidespor, men jeg kunne ikke stoppe alligevel.

Denne særlige aften, var en guddommelig gave til mig. Det var ret langt ude syntes jeg, at jeg gik ud for at lede efter fans, i stedet for at gå i seng som de andre og groteskheden fik mig til at se noget nyt. Jeg indså at det aldrig ville blive anderledes hvis jeg fortsatte på samme måde. Det var en evig adrenalin jagt, med op og ned ture i én uendelighed og det var så opslugende at jeg ikke kunne koncentrere mig om andet mens det stod på.
Det som jeg havde hørt fra andre 100 gange før, kunne jeg endelig erkende for mig selv: Nej alle elsker dig ikke pludselig fordi du er en stjerne, nej problemerne forsvinder ikke, nej alle behandler dig ikke godt, nogle føler faktisk behov for at jorde dig. Nej jeg blev ikke mindre usikker(jeg ku bare glemme det momentvis)Ja, jeg ønskede stadig at jeg var smukkere, sødere og mere elsket.

Pointen er at vores ego ALDRIG får nok og ALDRIG bliver tilfreds. Egoet har brug for at sammenligne sig for at overleve og søger i al evighed efter at være større eller mindre end andre. Det er en rejse gennem rusen og ned i ensomhedens dal, igen og igen. Vælger vi at følge egoet, er det på egoets præmisser. Vi kan kun følge én og må vælge enten egoet eller kærligheden.
Egoet er ikke ment til at være én vi skal følge, men vores tjener her, så vi kan udleve vores ønsker i det fysiske.

Du kan godt være i en såkaldt glamourøs branche uden at være über domineret af dit ego, men jeg må indrømme at det er få tallet af de mennesker jeg har mødt der har formået ikke at blande tingene sammen, altså kærligheden til kunsten og ønsket om at blive beundret og set op til. Mange usikre og forviklede mennesker søger til kunsten, for at finde accept og kærlighed gennem andres billede af dem.
Det foregår i øvrigt i alle brancher, at vi definerer os gennem det vi gør i verden. Inklusiv den spirituelle branche.

Den særlige aften ledte mig til hvor jeg er i dag og jeg er dybt taknemmelig. Min drøm om at være sangerinde rummede mere end at skulle bekræftes, men mit ego styrede en stor del af showet. Ja dette er så en efter rationalisering.

Det der skete i mig, var en dyb erkendelse af hvor ulykkelig man kan være, selv hvis nu alle andre elskede én. Derfor mærkede jeg lysten til stoppe op og stå af adrenalin vognen og kun stå på igen, hvis jeg kunne gøre det uden at glemme mig selv. Følgen heraf var at jeg mistede lysten til at stå på en scene og senere overhovedet at synge.

I 3 måneder havde jeg intet begreb om hvad jeg nu skulle tage mig til. Til ønsket om at være alternativ behandler dumpede ned fra himlen. Noget der aldrig havde været andet end en personlig beskæftigelse for mig.

Det var temaet ambition vi kom fra. I begyndelsen af min nye beskæftigelse som healer og intuitiv vejleder, var jeg også rigtig ambitiøst. Dette mest fordi jeg havde et ego drevet behov for at være god til noget og succesfuld med noget.

Jo mere karma jeg har clearet, jo mindre ambitiøs er jeg blevet. Jeg kan indimellem få et indskud om at nu er jeg lige nød til at være noget(større eller mindre) over for den og den. Så tager jegl nogle dybe vejrtrækninger. For så er det vist tid til bare at være ingenting.

Hvor forsvinder ambitionen hen? Jeg aner det ikke. Den fordamper og bliver mere og mere til aspiration. Ambition der er ego drevet(igen er egoet ikke negativt bare lidt anstrengende at navigere efter). Vi kan ikke bare fra det ene øjeblik til det andet, vælge ikke at navigere efter vores ego, men må slippe det efterhånden som vi erkender mere og mere.

Jeg er hverken blevet doven, uden inspiration eller vilje. Jeg har en idé om hvor jeg vil hen, men hvis jeg ikke kommer derhen er det fint.
Jeg er ikke en modstander af ambition. Det er helt fint med mig, men vælger selv nu at følge mit hjerte, så meget jeg kan finde ud af : )
”Let go and let God”.

Kærlig hilsen Anneli

Ps. Ambitionen popper op jævnligt og så spørger jeg mig selv om hvad jeg i virkeligheden ønsker. Og det er kærlighed.

Personlig power fortsat

Jeg tror jeg vil føre en lille dagbog over følgerne af den beslutning jeg tog for 3 dage siden om at gøre hvad der skulle til for at sætte gang i udviklingen af mere personlig power hos mig. For det har virkelig taget fuld fart nu.

Det er sågar så heftigt indimellem at en del af mig siger: ”Arh, var det så også lige nødvendigt med så hurtig proces?” Det er bestemt ikke behageligt eller sjovt.
Jeg mærker bare aspirationen så dybt efterhånden, at det ligesom trækker i mig.

Så de sidste par dage har jeg løbet ind i en del mennesker fra min fortid, hvor jeg lidt gerne havde været foruden. Det smarte var at de alle var powerfulde, smarte mennesker, hvor jeg dengang ikke følte mig ligeværdig, men forkert og utilstrækkelig. Det skjold der nu er fjernet giver tilstanden af uelskethed lov til at fylde mig helt.
Der er sket 100 andre ting, men jeg ikke vil trætte jer med detaljerne om dem alle. Kort sagt er livet pludselig et lettere kaos. Fysisk nogenlunde overskueligt, men emotionelt uoverskueligt, som reaktion.

Men hvad gør man så ved det? Når man er overvældet af emotioner. Du kender det nok.
Jeg har i hvert fald ikke i sinde at blive her. That´s for sure. Men lige derfor må jeg helt ind til kernen af tilstanden, uanset hvordan det føles.

Til gengæld må jeg tage hatten af for mit højere selv for at designe livet så smukt, ligesom jeg har bestilt …og promte. Pas på hvad du ønsker dig : ).

Jo mere vi får ryddet ud i larmen, får vores bestillinger langt nemmere ved at trænge igennem til os. Jeg kunne sikkert slukke igen, men nej, nu er spillet i gang.

K.10.47

Nåh men hvad nu? Sidder på en cafe, op og ned af pæne folk og bekendte fra musik branchen. Mit ego bliver ved med at sige ting, der giver mig lyst til at gemme mig. “Hvorfor sagde jeg det?” “Hvorfor ser jeg ikke lidt bedre ud?”, “De vil helst slippe for at møde mig, fordi de ikke kan lide mig” bla bla bla… Det er typiske ting for vores ego at fyre af og tænk engang – Vi tror sgu på det!!!

Okay, jeg kan godt gennemgå processen og tage dybe vejrtrækninger selvom jeg er på cafe…..Og jeg kan jo egentlig også godt rumme al min energi selvom jeg sidder her helt synlig og sårbar. Har ikke noget andet sted at gå hen lige nu alligevel.Okay:

Hvor findes angsten? Både i fortid og fremtid.

Hvor i kroppen er den? I brystkassen

Trække vejret og lade alle tanker passere selvom det ser dumt ud…. og selvom jeg er ved at eksplodere af at føle mig så forkert og uelsket

Kl. 12.19
Da følelserne blev aller mest intense, bad jeg om støtte fra mine guides. Straks poppede denne skønne video op for mig. Så nu vil jeg nyde det øjebliks stilhed som den har givet mig og lade den sige resten for nu. Mr. Dyer er sej :

Hvordan finder man sig selv? 3 øjenåbnere for mig.


Mit dybeste ønske var altid at finde mig selv, at kende mig selv og at elske mig selv. Det havde jeg læst om at man kunne.

Jeg kan huske at jeg som teenager hadede mig selv så meget at jeg indimellem flippede ud og bankede løs på mig selv i spejlet, for at være grim, ulækker og dum.
Første gang jeg skulle til en clairvoyant for 20 år siden, var jeg rystende nervøs hele vejen fra Roskilde til København, fordi jeg var overbevist om at han efter at have tunet ind på mig, måbende ville sige: ”Jeg har aldrig set noget lignende før! Jeg kan ikke forstå at det er muligt, men du er åbenbart ikke en del af Gud, så jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig.” Jeg havde jo hørt en masse om at vi alle var ét og en del af samme Gud, men var ikke i stand til at se det i mig selv.

I tilbageblik ser jeg hundredvis af måder, jeg i livet har forsøgt at vise mig selv og andre hvem jeg var, via de mange images jeg har påtaget mig gennem årene. Påklædning, karriere, fremtoning, dyrkning af det skæve, dyrkning af at de andre bare ikke forstod fordi de var overfladiske osv. Jeg har ikke kunne lade være med at prøve at være noget i andres øjne. Eftersom jeg blev bevidst om at det var mit ego der skabte illusionen, prøvede jeg at lade være med at spille rollerne, men gang på gang betragtede jeg mig selv sige eller gøre noget, for at opretholde en illusion. Det dumme er jo at andre for det meste ser lige igennem ens anstrengelser og selvfølgelig langt hellere vil være sammen med en ægte person, i stedet for én der har travlt med at bruge deres egen og andres energi på at skulle bevise en masse . Det hænder stadig at jeg må trække på smile båndet af mit egos udskejelser.

Så længe vi er her på jorden vil vi have vores ego. Som min ven og lærer Bent Hagested viste mig, handler det ikke om at slippe af med vores ego, men at gøre det til vores tjener, i stedet for at vi er i dets vold. Han viste mig også gennem træning at alle de ting egoet tror om verden og os selv, ikke er hvem vi er. Vi er ren kærlighed, ren sandhed og ren harmoni og øvelsen består i at skelne mellem den vi er og det ego der blot er en del af os mens vi er her. Så bliver det pludselig lidt komisk med de ting og sager vi har gang i : )

En anden klog kvinde sagde til mig: ”Tillad andre at transformere dig”. Det slog mig at jeg altid har haft mere travlt med at skabe en effekt i min omverden. Ikke så meget på en medmenneskelig måde, nærmere ved at være noget i andres øjne. Men det at tillade andre at transformere mig, ser jeg netop som at kunne slippe ønsket om at være nogen eller noget via andre eller gøre en forskel for andre via egoet. Nej det har sgu aldrig været en del af mit image at være Mother Theresa, men i arbejdet som behandler har det været vigtigt at slippe det at ville være noget for andre eller tage ansvar for hvad de fx ville få ud af at komme hos mig – det er jo igen fordi egoet vil være noget i verden.

Her kommer 3 øjenåbnere for mig, ikke i kronologisk rækkefølge:

1. øjenåbner startede med at lade mine klienter transformere mig. Aldrig tro at jeg var deres redning eller årsag til deres healing. Alle mennesker har alle muligheder for transformation, på hvilket som helst tidspunkt. Det har de ikke brug for mig til, om dog jeg kan støtte og inspirere dem. Og hvis jeg tillader dem at transformere mig, dvs. Åbner mig for at mærke og lære af den visdom og power som de indeholder, tillader jeg dem at blive mere synlige for sig selv.

2. øjenåbner startede for 10 år siden, da min ven talte om at turde være ”den normale mand”. Det tog flere år før denne sætning, der havde gjort indtryk, rent faktisk blev omsat til et reelt valg i mit liv. Da jeg altid har dyrket det at skulle være den mærkelige, interessante, osv. Var det udfordrende at vælge at være helt almindelig og ”normal”. For 10 år siden gav tanken mig kvalme. Normal var det værste jeg kunne forestille mig. Nu er det en stor lettelse ikke længere at skulle være noget andet end den jeg er. Jeg er ikke normal eller unormal, jeg er bare. Tanken om at være normal var blot en øvelse der hjalp mig med at slippe billedet om noget jeg troede jeg skulle være, for at have eksistens berettigelse.

3. øjenåbner var at den jeg ledte efter ikke fandtes – det hele så anderledes ud end jeg havde regnet med. Det handlede i stedet at fjerne al den støj som jeg skabte, ved at prøve at være nogen. Så tanke gymnastik om at være ingenting, alting, en del af Gud, normal osv. er bare øvelser i at dæmpe egoets høje skrydende skærebrænder stemme, for derefter at finde ud af at det der er omme bag ved, er en væren som ikke kan beskrives, men kun kan opleves. Næsten alle, især spirituelt søgende har på et tidspunkt oplevet denne tilstand, om end blot et øjeblik, for derefter at aspirere til at vende tilbage dertil. En ganske udemærket drivkraft for vores rejse.
Denne aspireren erstatter og overgår alle andre verdslige ambitioner og bestræbelser i vores liv, og gør at vi kan gennemgå smertefulde erkendelser på vejen.

Vi forstår i denne tilstand at vi ikke behøver ikke være en dygtige, betydningsfulde, smukke, mærkelige, misforståede, stakkels, interessante, vække andres beundring/interesse/fordømmelse osv. for at føle berettigelse til at være til. Vi er her uanset.

Det her kunne jeg godt nok ikke have tænkt mig til! Vi når ikke frem til denne erkendelse via mental forståelse. Det er en vej der skal opleves, gennem ikke altid så sjove øjeblikke og erkendelser om hvad vi egentlig har gang i af skrub skøre måder at finde eksistens berettigelse. Ofte må vi igennem en dal hvori vi ingen anelse har om hvem vi selv er. DET ER GODT NOK DET VÆRSTE. Vi vil hellere være 100 negative ting end ikke at vide hvem vi er. Identitetskrise er ofte en uundgåelig del af vores rejse til at kende os selv. Og mange der læser dette har nok smagt på dette.

Når jeg tænkte på at lære mig selv at kende, troede jeg nok at det handlede om at lære min personlighed at kende, som vi nu lærer et andet menneske at kende gennem tiden og at acceptere denne på godt og ondt. Det er ikke min oplevelse længere. Jeg tror at det er en spirituel rejse, der lærer os at se om bag personligheden og se at den vi er, er noget andet og langt større end den personlighed der blot er vores farve og form i dette liv.

Fortæl gerne om hvordan du har lært dig selv bedre at kende eller efterlad en kommentar. Jeg elsker at høre fra jer : )

Kærligste hilsner Anneli