Skal jeg passe ind….må det blive i mig selv

Siden jeg kan huske, har der været et stort ubehag i mødet med konformitet, selvfølgelighed, ligegyldighed og trummerum. Både ift. hvordan man “bør være”, hverdagen og til livet i almindelighed.

Efter den tidligere rebelske reaktions mekanisme, ville jeg have gået til denne frygt i mig, med indstillingen om at det var en sensitivitet, der kunne slippes via fornuft, healing og rummelighed. Med større forståelse for min indre struktur, kan jeg nu se at disse modstande, blot er et udtryk for et dybt savn. Et savn der ikke skal terapeutiseres væk men respekteres, som et livsgrundlag der savnes.

Jeg opfører mig nu mindre rebelsk ved mødet med konformitet og struktur for stukturens skyld. Men møder jeg det, er der indimellem stadig et stort ubehag i mine legemer! For mig er det et minde om min dybe længsel efter Gud!

 

Hvorfor?

Mine hjemuniverser består af uendelige eventyr, udforskning, nysgerrighed og glæde. Disse ting er for mig = Gud =  kærlighed. Er disse kvaliteter ikke tilstede, opstår et dybt savn, nærmest som en depression. Et savn efter Gud og en følelse af at være indespærret i en kold fængsels celle.

Derudover er det en del af den feminine livsform at have behov for at lade livet opstå på evigt foranderlige måder.

 

Discconnected-from-God-e1353518465261

 

Denne golde tilstand opstår ikke længere så ofte, uden årsag. Men jeg kan komme fyldt med glæde ind ad døren og møde én tæt på mig, som befinder sig i en ikke-enhedsforbundet tilstand af trummerum, gøren uden indre liv, fravær af indre  liv/glæde, UBEVIDST ligegyldighed og utaknemmelighed over for livet. Når disse tilstande kommer i berøring med min aura, der også endnu indeholder områder af nedlukkethed over for glæde, frihed og eventyr, aktiveres dette måske og hele arsenalet af frygten for at forsvinde i en uinspireret tilstand af trummerum rammer.

I mine sidste teenageår, tilbragte jeg 1 år i denne tilstand, sammen med en eks kæreste og der ligger stadig en frygt for at lande i den igen. Den var som kviksand, der sugede os ned og ind i afhængighed af hinanden og trygge, stramme rammer bygget op omkring os. Det tog mig meget arbejde at komme ud af igen. Siden da, har jeg været MEGET opmærksom på, ikke at falde i ikke-levende vaner.

Disse trygge men begrænsende rammer, er jo en måde vi kan beskytte os mod frygt og smerte, men OGSÅ en måde hvorpå vi forhindrer glæden,  skønheden, livet og eventyret i at flyde frit til os og gennem os.

 

For nogle kan trummerum og ikke-levende vaner, være mindre skræmmende. Men for mig er de lig med døden. Mødet med udtørrede indre legemer, et hjerte der længdes efter Gud(som levende kærlighed) og samtidig en AFMAGT overfor at kunne komme hjem igen. I en mindre dramatisk og mere kamoufleret version, kan den for nogle måske mere ligne kedsomhed, depression og trummerum uden glæde.

 

Hjemuniverser af glæde , skønhed og eventyr er lige her. De er som tilstande der kan tages ind i legemerne og kan opleves her og nu. Når disse er grundkvaliteter i mig, ER det lig med død, ikke at være forbundet til dem. Det opleves som en goldhed, tilsyneladende UDEN ENDE. Tidligere livs traumer som fængsling, koncentrationslejre osv. aktiveres.

Som legemerne fyldes mere og mere, med det indre livs kvaliteter, afløses blokeringer og begrænsninger heraf og derfor opstår de ubehagelige tilstande sjældnere og aktiveres ikke nær så ofte, i mødet med andres lignende blokeringer i auraen.

Min personligheds reaktion på dette, er at den hellere skaber drama og ulyksagelighed, end goldhed og depression. Således fungerer det for mig og måske nogle af jer der læser dette. Men det er blot ét reaktionsmønster ift. manglende gudsforbindelse.

SÅ det der virker for mig, er ikke at sige at “jeg må komme over det, fremmad…livet er jo også dagligdag og ting der skal laves, børn der skal hentes” osv.

Nej, det der virker for mig er at vågne hver morgen og tillade at hver dag er forskellig…også selvom jeg har mand, hjem, udgifter og børn. Det indre liv skal plejes FØRST og dette kan godt lade sig gøre, imens jeg er en ansvarlig og kærlig mor, kone, terapeut. Eller rettere dette skal plejes, således at jeg KAN være disse ting!

SpiritDancing

 

Tilgengæld kræver det jævnligt at slippe frygt for det uventede, frygt for at stille mig frem og hvad der ellers kan komme op i forbindelse med ikke at placere mig i tryghedsgivende vaner.

Der må løbende åbnes op for flere lag af lys-, glædes- og eventyrs universer osv. for at eventyret netop fortsætter og jeg ikke erstatter det glædesfyldte eventyr med personlighedens dramatiske eventyr.

Accepten af at være den mærkelige har altid været der, dog sammen med frygten for ikke at blive elsket og accepteret i al min anderledeshed, anderledes måder at gøre meget på og prøven sig frem med måder der ikke altid lige virker. Jeg har ikke vænnet mig til at stikke ud, være anderledes, selvom en del af mig har og er KOMPROMISLØS ift. at lade livet flyde, som det vil. Det var nemmere at gøre det helt demonstrativt som rebelsk teenager. Som voksen uden tosse-filteret, bliver både længslen efter indre fritflydende liv og frygten for at være fanget i kasser, mere tydeligt i mig.

Det er en del af min opgave at vibrere frihed, nyt liv, glæde og eventyr, så dette prioriteres klart over at følge en norm, af frygt for hvad andre tænker.

I dag er en ny dag. Stadig er jeg nervøs for at træde ud i lyset. Skridt for skridt og en pause, hvor livet må bevise at jeg overlever(denne gang).

Livet er en forsat rejse og jeg er ikke længere optaget af, at nå en destination af evig enlightenment og frihed fra tyngde.

SÅ lykkeligt det er at jorden lige nu kan være vores eventyr univers, så længe vi tillader os at være i forbindelse med livsnerven, kilden til liv og næring, navlestrengen til Gudsbevidsthed :)

Hver dag er fyldt med muligheder, for at tilføre mere indre liv.

Må livet nære dig.

De aller kærligste eventyr hilsner Anneli