Orv hvor har jeg dog været fake! – og så mig der afskyr falskhed

V-For-Vendetta-Maske-Mask__59886272_0

Jeg købte  et FANTASTISK sted, med de bedste hensigter, til at gøre en forskel i verden.

På stedet byggede jeg en idealistisk business, med nogle få dejlige mennesker.

 

Jeg ville allermest være gennemsigtig, usynlig, en ansigtløs nonnelig medarbejder for Gud. Jeg overlod gladeligt beslutninger og meninger til andre  hvordan der skulle se ud, hvordan det skulle køres, hvor meget det skulle koste. Problemet var at jeg var ejer, ansvarlig og blev så oven i facilitator, driftansvarlig, administrator og rengøringskooridinator. Ikke lige mine drømme jobs eller kvalifikationer!

 

Det hele var noget så idealistisk, naivt og uansvarligt. Jeg vidste det og kunne ikke finde ud af nogen anden måde. Alle de roller som jeg havde sat mig i, havde jeg ingen lyst til at have, prøvede at uddelegere dem, men endte bare som in-charge alligevel. Tænkte det måske var fordi det bare var egenskaber som jeg måtte lære at holde af. …Jeg havde underskud på kontoen og der var absolut ikke hul igennem.

Det gav ingen logisk mening, ift.  stedets skønhed og min arbejdstimer lagt i det.

 

1/2 år efter står jeg nu og er ved at brække mig over det – eller jeg var til for et par timer siden. Så kom forståelsen.

Jeg væmmes ved tanken om hvor ude af integritet jeg har været, hvor inautentisk, hvor bange for at være mig selv og fastlåst i en rigid tankeform om hvordan man nu er en trofast åndelig medarbejder i verden. Det ikke bare i min business, men i hele mit liv.

Jeg har været naiv og føler mig udnyttet, men det har jo egentlig været på opfordring : ” Tag hvad I vil have, for jeg behøver ingenting.” Det gjorde jeg dog alligevel – FRIHED : ).

I går oplevede jeg spontant på en cafe, min egen fødsel. Den har jeg oplevet før, så det var ikke det, men det var påmindelsen om den meningsløshed der overvældede mig dengang. Meningsløsheden over at være i livet, når jeg ikke kan være mig selv. For det var jo det jeg kom her for.

Jeg mærkede på celleplan i fødsels øjeblikket hvordan min så velmenende familie, ikke var parate til én som mig. Og jeg fandt hurtigt ud af, hvem det var de ønskede, omprogramerede mig selv på celleplan, for at prøve at blive den person.

Det har jeg så prøvet at vedligeholde lige siden – Gå stille med dørene omkring hvem jeg er, hvad jeg mener, hvad jeg ønsker, for ikke at provokere nogen, såre, skuffe, irritere, gøre vred. Jeg ved godt at det er en klassiker : ) Men har bare erkendt det på et dybere plan. Det er ren overlevelses impulser fra reptil hjernen!

 

Jeg oplever inden i et kæmpe hjerte, med masser af medfølende kærlighed til verden, til det skæve, til det uperfekte, barnlig glæde, moderlighed, blødhed og kompromisløs hengivenhed til Gud.

Men som person er det ikke, indser jeg nu, min rolle i verden, som aktiv medarbejder at være så hengiven. Det er en naturlig tilstand og drivkraft for mig, men ikke en måde at handle på eller opføre mig på. Mere noget der bare skinner ud fra en væren. Jeg kan lide at være voldsom hvis det nu er, tale lige ud af posen, destroere det der er usandt eller ikke længere fungerer, vende på en tallerken, være spontan, kompromisløs, kanalisere torden og lynild, hvis det skulle være nødvendigt.

Folk der kender mig, ville nok sige:

“Det kunne vi da godt have fortalt dig : )”. Og det har I nok også gjort, men det har jo selvfølgelig ikke hjulpet, når man er programmeret til noget andet.

 

Reptil hjerne programeringen for overlevelse(spædbørn ved instinktivt at de skal elskes, for at overleve og ikke blive efterladt), var at skjule denne styrke og power så vidt muligt.

Den iboende 1. stråle kraft har været med mig altid, i en ubalanceret form og har skræmt mange og gjort endnu flere vrede, netop i sin undertrykte inautentiskhed. Det har dog bare  bekræftiget mig i at den var forkert og egoistisk, hvilket har gjort den yderligere anmasende.

Uanset hvor mange sjælelige blokeringer og blokeringer i de indre legemer, der er fjernet gennem tiden, er dette forblevet et tilbagevendende issue. Kampen for overlevelse gennem påtaget blødhed og ubalanceret voldsomhed. Selvfølgelig mere forfinet gennem mange års arbejde, men stadig der.

 

Denne følelse af meningsløshed der ligger under overfladen, når vi har droppet helt at være os selv, har dybder det tager tid at rumme. De dækkes til af en erstatnings vane/r, der hos mig hedder tørst efter forklaringer, information og trøste-beskeder omkring det åndelige.

Jeg gik på kur:

Ingen opkald til det åndelige ude over i mit arbejde. Det er som et ryge stop. Længslen efter det kommer over mig pludseligt, i forbindelse med tomheden piplen til overfladen. Must have information: distraktion( i form af spænding), fra en idé om, at der ingen grund er til at jeg er her.

Men pga. afholdenheden, kan det fortrængte komme op.

At tillade tomheden er jo netop at åbne døren til et større univers.

Hvordan kan vi forvente at opleve sandheden, når vi holder fast i illusionen, som galdt det vores liv.

 

Nu er jeg nået til den velkendte og utroligt gode fead-upness, der gør mig overmæt af det gamle og dermed klar til at erobre nyt land, selvom jeg er bange. Afslutter mange ting, som er skabt under mit falske ID.

Mega bange for at blive set og dømt, når jeg viser mig. Men jeg kan overhovedet ikke gå tilbage.

Hellere være en type få syntes om. End uden muligheden for at bruge mine ægte og afgørende egenskaber!

 

Man kan sige at jeg har mistet en masse penge på at nå frem til denne konklusion. Ja, og det er alle pengene værd. Jeg ville ikke have nået frem til dette, uden at have været under et konstant pres i længere tid. Kan nemlig efterhånden godt tåle en del, uden at blive hylet ud af den. Så tak.

Taknemmelighed i dyner over dette gennembrud.

Indskydelse: Det øjeblik jeg indså at min rolle i stedet var helt inautenstisk ift. mit livsformål og tog en ny rask beslutning om at nedlægge det i sin form. Strømmede det selvfølgelig til med folk, der ville leje stedet, UDEN at jeg har rørt en finger. Just sayin….

 

Vi kan jo blive ved med at arbejde på denne accept af vores menneskelighed synes det. Jeg kan ihvertfald. Denne gang føles det SÅ dybt, ford vi er helt nede i det fysiske. Programeringen i hjernen. Den der ikke kan omprogrameres blot gennem terapi. Kun ved overmæthed, at se sin dybeste frygt i øjnene og handlinger der manifesterer beslutningen om at vælge det nye.

Det har mit smukkke smukke sted på Steenwinckelsvej ledt mig til. Tak til dig. Du og de mennesker vi mødte, har ændret mit liv for altid.

Nu kan jeg endelig blive innovatør, som mig selv, med alle de dejlige egenskaber Gud har givet mig og som jeg havde kasseret. Det er mit ansvar at påskønne og taknemmeligt tage i mod, det område af guddommen som jeg er sat til at formidle, varetage, leve og skabe med

Jeg GLÆDER mig til at starte et nyt eventyr. Nu da jeg har fundet ud af at det ikke var endemålet at være ansigtsløs, kan jeg se at næste destination er frigjorthed fra personlighedens ambitioner kombineret med en anderkendelse af menneskelig farverigdom, skævhed, uperfekthed, skønhed, konsekventhed hvis det trænges, kontanthed, ærlighed, mod til at fejle og evig endeløs tanknemmelighed over for styrken til at beskytte, nedbryde og gennemstrænge, der hvor det er nødvendigt, for at bringe livet ind, beskytte kærligheden, hjælpe med at skabe frihed for alle væsner.

 

Tak Gud og hele verden, fordi jeg godt må være mig. Game on!

 

Kærlig hilsen Anneli – Warrior for peace and FREEDOM for all creatures

 

heart